Refleksioner fra sidelinjen: HVORFOR?

Jeg er kørt hen til HSK Fodbolds anlæg og står her på sidelinjen og ”tænker tanker”…

”Hvorfor?”

Fordi ”Byens Nyt” har bedt mig om et indlæg her til klummen ”Gadespejlet”, og fordi det altid er nyttigt at stille sig selv spørgsmålet ”hvorfor”...

”Hvorfor” står jeg så her og ”tænker tanker”? 

Det gør jeg fordi, jeg i mange år har været engageret som træner for klubbens unge håbefulde fodboldspillere – og er det stadigvæk.

Med et fuldtidsjob som butiksslagter i Viborg og en fyldt kalender i øvrigt som byrådsmedlem, og - vigtigst af alt - en familie, der skal passes, skulle man tro, at døgnets vågne timer i forvejen er besat. 

”Hvorfor” bruger jeg så også energi og tid på trænerjobbet i HSK Fodbold?

Svaret er: Helt enkelt fordi jeg ikke kan lade være….

De, der har fulgt mit politiske arbejde gennem årene, vil vide, at jeg altid har haft fokus på børn og unge. Både i tidligere valgkampe og i den seneste. Og jeg har forfulgt emnet helt ind i Kultur og Fritidsudvalget i kommunalbestyrelsen, hvor kommunal interesse og støtte til blandt andet foreningslivet spiller en stor rolle.

Børn og unge mistrives i stadig større og større omfang. Flere og flere får en psykisk diagnose allerede i folkeskolen, en diagnose der desværre også følger dem gennem ungdomsårene. De kan ikke sove og knap nok passe deres skole eller arbejde for bekymringer og ængstelse.

Det store og ubesvarede spørgsmål er: ”Hvorfor?”

Jeg bilder mig naturligvis ikke ind, at jeg er i besiddelse af ”de vises sten” eller at jeg har det altafgørende svar på ”hvorfor” vores børn og unge i den grad mistrives.

Men for nylig læste jeg et sted (jeg husker ikke hvor), at vores berømte teolog og filosof, Søren Kierkegaard (1813 – 1855) skulle have udtalt/skrevet noget i retning af:

”Livet er ikke et problem, der skal løses, men en erfaring, der skal gøres”.

Tænk lidt nærmere over disse kloge ord…

Hvis man tænker lidt dybere over dem, har vi måske svaret på ”hvorfor” børn og unge har det så svært.

”Hvorfor” de ikke kan glædes over at vi knap 6 millioner danskere lever i et af klodens fredeligste, rigeste, mindst korrupte og mest demokratiske lande, men tværtimod tænker: ”Verden går mig imod, jeg mistrives, jeg står af”.

Selvfølgelig bevæger jeg mig nu ud på ”dybt vand”, men jeg har altså en klippefast tro på. at meget ville være vundet ved at vores unge engagerer sig i nogle forpligtende fællesskaber.

”Hvorfor?”

Fordi INGEN automatisk har ”X-factor” uden at gøre sig umage! 

Naturligvis spiller talent en stor rolle, hvis man vil være god til sport eller blive berømt i show business.

Men INGEN bliver en Holger Rune, en Mikkel Hansen, en Messi eller en Beyoncé uden at gøre sig umage. Uden at øve og øve og øve... Uden at træne og træne og træne...

Og INGEN bliver kendt og berømt ved at spejle sig i mobiltjenester eller influencere, hvis budskaber har meget lidt til fælles med den virkelige verden…

Det er her, ”erfaring” (som Kierkegaard siger) kommer ind i billedet.

Kun ved at slå, kaste og sparke utallige bolde eller synge og spille sammen og konkurrere med andre i årevis og i et forpligtende fællesskab bliver man dygtigere.

Der er INGEN genveje at finde i smartphonens ofte forløjede univers. Kun målrettet og hård indsats i et forpligtende fællesskab fører frem til målet.

I Ukraine kæmper et helt folk – også de unge – for deres demokrati og ultimativt for deres eget liv. De er ganske givet bange, hvilket er en helt naturlig reaktion. Men hvem har hørt, at de mistrives? At være bange og bekymret er IKKE en diagnose, men en helt naturlig reaktion og en helt naturlig del af det at leve...

”Hvorfor” skriver jeg ovenstående?

Fordi det er min klippefaste overbevisning, at børn og unge vil trives langt bedre, hvis deres forældre smider børnenes ”sutteflaske” væk og tager ansvar for deres egne børns aktive deltagelse i forpligtende fællesskaber, som f.eks. sport eller musik.

Forældrenes smartphones behøver i øvrigt heller ikke at være tændt konstant...