Af René Schneider, Rækkevej 4, 8370 Hadsten. Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti
Bravo Favrskov!
Når det gælder sikring af trafiksikker skolevej for vores børn er Favrskov Kommune netop kåret som den bedste i Region Midtjylland og nr. 18 på landsplan. Det fremgår af Kommunernes Skoletrafiktest, som er en årlig måling af, hvordan det går med skolers og kommuners arbejde med trafikundervisningen i Danmark.
Denne årlige test er et effektivt redskab for både skoler og kommuner til at sikre, at der vedvarende sættes fokus på trafiksikker adfærd for vores skolebørn.
Dette fokus bakker vi i kommunen 100 procent op omkring. Det samlede byråds vilje til at sikre vores skolebørns vej til og fra skole kan man f. eks. helt konkret set udmøntet i: - Etablering af vejbump på Hammelvej i Lyngå for at dæmpe trafikhastigheden og øge skolebørnenes sikkerhed, når de skal krydse Hammelvej for at komme til og fra skolebussen - Forbedring af fodgængerfeltet Overgårdsvej/toftevænger ved Østervangskolen i Hadsten - Fartdæmpning i Hadbjerg med 2 bump ved Hadbjerg Skole - Fodgængerfelt ved skolen i Ulstrup
Jeg er overbevist om, at det samlede byråd vil stå bag min ambition om, at vi mindst skal bevare vores førsteplads i regionen og helst komme i top-10 på landsplan ved næste årlige måling af Kommunernes Skoletrafiktest.
Til pressen: Vedhæftede foto af anlægsarbejdet med trafikbump på Hammelvej i Lyngå kan frit benyttes