Af René Schneider, Rækkevej 4, 8370 Hadsten. Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti
Hensynsløse eller talblinde bilister? Eller begge dele?
På Hammelvej i Lyngå er arbejdet med at etablere hastighedsdæmpende bump langt om længe gået i gang. Og det er tiltrængt!
Tirsdag morgen stod jeg og iagttog trafikken på Hammelvej gennem Lyngå.
Det var nedslående…
På trods af en veritabel skilteskov: Vejarbejde, byskilt, permanent hastighedsmåler og midlertidigt skilt med 20 km hastighedszone kørte langt de fleste bilister som om de havde en vis herre fra et meget varmt sted efter sig.
ALLE – uden undtagelse - så stort på 20 km hastighedszonen… Og langt de fleste bilister overholdt ikke den generelle 50 km fartbegrænsning gennem Lyngå.
Det mest grelle eksempel var en mørk Tesla, der drønede gennem Lyngå med 89 km/t.
Det er derfor, det er meget tiltrængt med permanent hastighedsdæmpende vejbump på Hammelvej i Lyngå.
Og jeg er meget glad for at Lyngås borgeres ihærdige indsats gennem flere år endelig er blevet hørt af byrådet og arbejdet med at sikre skolevejen nu er gået i gang.
Det handler om vores børns sikkerhed, når de skal krydse Hammelvej på vej til og fra skolebussen.
Hvis de kommende vejbump mod forventning ikke får den ønskede virkning, vil jeg i byrådet arbejde ihærdigt for, at Favrskov Kommune får sin første ”stærekasse” sat op i Lyngå.