Af René Schneider, Rækkevej 4, 8370 Hadsten. Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Indvielse af HØST Huset 2022

Tak for det – og også tak fordi jeg må byde ind med et par ord på sådan en festlig indvielsesdag.

I Kultur- og Fritidsudvalget har HøstHuset tiltrukket sig noget opmærksomhed, for det gør huset til noget særligt, at flere parter er blevet enige om at bygge det.

Det har hele tiden været en god idé, men i disse krisetider er det i den grad blevet et hus til tiden. Vi skal have det maksimale ud af de midler, vi har til rådighed, og vi skal finde løsninger til fælles bedste.

Derfor giver det så god mening at finde sammen og snakke sig til rette, så de forskellige krav og ønsker kan imødekommes. Det er netop, hvad der er sket her, og det fortjener alle involverede ros for.

Her i Hadbjerg-området har I tradition for at være gode til at samarbejde og egentlig at spille hinanden gode.

Som alle andre steder i vores kommune er idrætsforeningen også her en stærk medspiller, der favner alle generationer, og det samme må siges om kirken. Hallen tiltrækker folk tidligt og sent, og det kommer HøstHuset helt sikkert også til at gøre.

Placeringen sammen med Høst Hallen er den helt rigtige – og hallens placering tæt på skolen, boldbanerne og Børnehuset Hadbjerg er også gennemtænkt.

Dermed er der skabt noget af et kraftcenter midt i byen. Det er byens puls, hvor folk mødes på kryds og tværs. Det er så oplagt at holde det samlet – og med det spiller I netop hinanden gode. Sammen kan I meget mere, og de fællesskaber føder helt sikkert nye ideer, nye tilbud, mere samvær.

Og hvem gavner det så det her kraftcenter i Hadbjerg med HøstHuset som det nyeste familiemedlem?

Det gavner selvfølgelig borgerne – det vil sige alle aldre, med eller uden sved på panden, mødedeltagerne, yogadamerne, badmintonspillerne, konfirmanderne og mange, mange andre.

Da vores sociale liv og netværk blev pakket væk under coronaen, fandt vi for alvor ud af, at samvær, bevægelse og fælles oplevelser faktisk betyder ret så meget for os.

Vi lever i høj grad i mødet med andre mennesker, og fritidsaktiviteterne giver indhold og sjove oplevelser i hverdagen.

Der står HøstHuset nu klar til at rumme fællesskabet og aktiviteterne. Med kirken og menighedsrådets deltagelse kommer der sikkert også nye brugere i området – folk, der ikke er vant til at komme i hallen, men nu fremover vil have deres gang i HøstHuset. Og på deres vej vil de helt sikkert møde nye folk, og nye venskaber og interesser kan opstå.

Der er alle mulige grunde til, at det her bliver godt. Held og lykke med HøstHuset til jer alle.

Jeg bruger cookies på reneschneider.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring. Du kan altid slette cookies fra reneschneider.dk igen. Se mere om cookies her.