Af René Schneider, Rækkevej 4, 8370 Hadsten. Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti
Lyngå har i årevis forgæves kæmpet for at få gjort noget ved trafiksikkerheden i krydset mellem Hammelvej og Lyngåvej. Et kryds, som mange skolebørn skal over, når de skal med skolebussen ind til Hadsten.
Forvaltningens indstilling til byrådet har år efter år nedprioriteret Lyngåbørnenes sikkerhed, og byrådet har år efter år givet forvaltningen deres ”gummistempel”…
I år har byrådet så nikket ja til forvaltningens budget på 2 mill. kr. til i alt 10 forskellige trafiksikkerhedsprojekter. Alle projekter igen andre steder end i Lyngå…
Det er navnlig den alt for høje hastighed, som biltrafikken kører igennem Lyngå med, der er problemet.
Lysskiltet, der ustandseligt blinker advarende mod billisterne har kun ringe virkning…
Borgerforeningen har for nylig forsøgt at få forvaltningen til at gøre noget konstruktivt ved problemet. Også uden resultat
Senest er det også blevet påpeget, at busstoppestedet på Hammelvej i Lyngå hindrer oversigten over trafikken og skaber uoverskuelige og yderst farlige situationer, specielt for mindre skolebørn…
Jeg vil love Lyngås borgere, at jeg, hvis jeg får vælgeropbakningen til det, nøje vil følge op på næste års indstilling til kommunalbestyrelsen over prioriterede trafikinvesteringer og bruge al min indflydelse til at sikre at Lyngås skoleungdom trygt kan komme til at krydse vejen over til skolebussens holdeplads.