Af René Schneider, Rækkevej 4, 8370 Hadsten. Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti

Lyngås borgere er gode til at tage sagen i egen hånd og arbejde målrettet for at få kommunalpolitikere og forvaltninger i tale, når man føler, at man bliver overset.

Det så man blandt andet i 2015, da Lyngå fik sin længe ønskede cykelsti på bakken mod Hadsten. 

Hele byen bakkede op om den aktion i 2013, hvor borgmester og to udvalgsformænd blev udfordret til at cykle op af den dengang smalle og stærkt trafikerede landevej for til sidst at blive mødt med en stor demonstration ved ruinen af det gamle frysehus.

Nu 8 år senere glæder vi os stadig over supercykelstien op og ned ad bakken.

Lyngåborgernes jernvilje kom også til udtryk, da man i 2019 gik sammen om at protestere mod Frijsenborgs planer om et barmarksbyggeri af en kæmpestor kyllingefabrik. 

Mens det nuværende byråd gik i ”flyverskjul” og lod forvaltningen gennemføre en lempelig og fejlbehæftet sagsbehandling til fordel for Frijsenborg og til ulempe for Lyngå og dens beboere, gik Lyngåborgerne atter på barrikaderne.

Indtil videre ser det ud til, at sammenholdet blandt Lyngås stålsatte borgere er lykkedes, og den påtænkte kyllingefabrik er p.t. lagt i mølpose. Lad os håbe, at den bliver i posen.

Anderledes er det desværre gået med at få hastighedsdæmpet trafikken på Hammelvej gennem byen.

Lysskiltet, der ustandseligt blinker advarende mod billisterne har kun ringe virkning…

Endnu et privat initiativ fra en borger om at få etableret en såkaldt byport i krydset har ikke fundet nåde for byrådet. Foreløbigt er forvaltningens indstilling om projektet blevet skrottet to gange – senest i 2020.

Projektforslaget er flyttet til listen over prioriterede trafikprojekter til 2021, hvor det atter forventes behandlet i løbet af foråret/sommeren i år.

Trafik og veje fremsætter de højest prioriterede projekter, herunder denne byport, på listen til Teknik og Miljøudvalget, hvorefter byrådet tager stilling til, hvilke projekter, der skal bevilges penge til.

Hvis ikke projektet skal lide samme krankne skæbne som de forrige år, så skal Lyngå have en markant stemme, der stiller op til byrådsvalget til november. 

Jeg vil love Lyngås borgere, at jeg nøje vil følge sagsbehandlingen omkring byporten op og bruge al min indflydelse som konservativ kandidat til at Lyngås skoleungdom trygt kan komme til at krydse vejen over til buslæskuret.

Med venlig hilsen

René Schneider

dialog@reneschneider.dk

Product added to compare.

Jeg bruger cookies på reneschneider.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring. Du kan altid slette cookies fra reneschneider.dk igen. Se mere om cookies her.